To russiske aktivister anholdt på militærbase i Letland

Skrevet af admin

13/06/2015

Dagens topnyheder

Letland har fredag anholdt to russiske aktivister, efter at de blev pågrebet på vej ind på en militærbase, mens landet deltog i en amerikansk ledet militærøvelse.

Mændene, der bar det russiske militærs sorte og orange St. Georgs-fane og medbragte anti-Nato-foldere, var kravlet over en mur på Adazi-basen onsdag, oplyser Letlands militær. De blev pågrebet få minutter efter, men først formelt anholdt fredag.

Tilbageholdelsen af dem og en hacker-episode i Litauen onsdag, har medført en øget spænding mellem de tidligere sovjetbaltiske stater og Rusland. Den har i forvejen været høj, siden Moskva annekterede Krim sidste år og fortsat støtter oprørerne i Østukraine.

Letland har store russiske mindretal og er meget opmærksomme på en informationskrig på lettisk territorium. Rusland har vist muskler rundt om Europa med øget aktivitet i luftrummet med kampfly og rapporter om ubåde i nordiske farvande.

Den russiske ambassade i den lettiske hovedstad, Riga, har ingen kommentarer til anholdelserne.

Letlands forsvarsminister og kommende præsident, Raimonds Vejonis, siger, at episoden kunne være et led i en informationskrig, men at sikkerhedstjenesterne arbejder med den fornødne vægt til at imødegå den slags provokationer, skriver det lokale nyhedsbureau Leta.

Den lille militante bevægelse, Det Andet Rusland, der blev dannet af grundlæggeren af Det Nationale Bolsjevik Parti, Eduard Limonov, som ønsker at skabe en eurasiatisk stat, siger, at de to mænd var deres.

De lettiske myndigheder er ved at undersøge, om de to skal anklages for spionage og forsøg på at gennemføre en terrorhandling. Hvis de dømmes skyldige, kan straffen være op til livsvarigt fængsel.

Det litauiske forsvarsministerium blev hacket onsdag, oplyser det. Flere medier har vist skærmklip af ministeriets hjemmeside med en tekst, der siger, at militærøvelsen, kendt som Saber Strike, var en forberedelse på at annektere den russiske Kaliningrad-eksklave mellem Nato- og EU-landene Litauen og Polen.

/ritzau/Reuters