Russiske angreb har fordrevet 120.000 syrere

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Syriens regeringsstyrker har med støtte fra russiske luftangreb fordrevet mindst 120.000 mennesker fra deres hjem, siger amerikanske regeringskilder til AFP.

Krigsfly, som menes at være russiske, har blandt andet udført flere luftangreb mod områder i det nordvestlige Syrien, som omfattes af en lokal våbenhvile, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

USA siger, at Ruslands luftkrig i Syrien "har forværret konflikten på en farlig måde", og det gentager beskyldninger om, at Moskva kæmper for at styrke præsident Bashar al-Assads regime i stedet for at bidrage til nedkæmpelsen af jihadister.

- Mellem 85 og 90 procent af de russiske luftangreb, som er gennemført i Syrien, har ramt den moderate syriske opposition, siger Anne Patterson, som er USA's højest rangerende diplomatiske udsending til Mellemøsten

Patterson, som onsdag deltog i en høring i Kongressen, siger, at næsten alle russiske angreb i Syrien er rettet mod moderate oprørsgrupper.

Hun siger også, at også præsident Barack Obama overvejer yderligere tiltag for at intensivere kampen mod ekstremistgruppen Islamisk Stat (IS).

Det er også Patterson som siger, at de russiske luftangreb har ført til, at mindst 120.000 syrere er flygtet fra deres hjem, og hun anklager myndighederne i Moskva for at have forværret situationen på slagmarken i Syrien.

Ifølge Patterson har de russiske angreb været rettet mod moderate oprørsstyrker, som støttes af Vesten.

- Der er dræbt civile ved angreb på civilforsvarsgrupper, hospitaler, flygtningelejre og ambulancer.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder anklager Rusland for at have udført flere luftangreb i udkanten af småbyerne Maarat Masrin og Ram Hamdan i provinsen Idlib i den nordvestlige del af landet. Området er omfattet af en lokal våbenhvile fra september.

/ritzau/AFP