Russiske eksperter gør klar til at rydde miner i Palmyra

Skrevet af admin

31/03/2016

Dagens topnyheder

Det første hold af russiske eksperter i minerydning er torsdag ankommet til den syriske oldtidsby Palmyra. Det oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge flere russiske nyhedsbureauer, skriver Reuters.

Med deres avancerede radarudstyr og bombehunde skal russerne nu overtage oprydningsarbejdet fra syriske mineryddere, efter at Islamisk Stat (IS) er blevet fordrevet fra byen.

Da de militante krigere blev jaget ud af byen af den syriske regeringshær for knap en uge siden, plantede de vejsidebomber nær nogle af de mest skattede ruiner i den historiske by.

Byens romerske ruiner står på Unescos liste over verdensarv, og de oldgamle teatre har under jihadisternes belejring dannet ramme om offentlige henrettelser.

Islamisk Stat har blandt andre halshugget byens pensionerede chefarkæolog, Khaled al-Assaad, der blev betegnet som en af Syriens vigtigste eksperter på området.

Det ventes at tage flere måneder at få alle minerne væk.

/ritzau/