Russiske fans skal i spjældet for EM-ballade

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Tre russiske fodboldfans er ved retten i Marseille blevet idømt op til to års fængsel for deres rolle i tilskuerballaden ved fodbold-EM, skriver AFP.

De russiske fans var involveret i de slagsmål både på og uden for stadion i Marseille lørdag, der skæmmede EM-opgøret i gruppe B mellem Rusland og England.

Opførslen fra de omkring 150 russiske fans på stadion har allerede afstedkommet en betinget udelukkelse af det russiske landshold ved EM-slutrunden fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), således at holdet vil blive sendt hjem, hvis lignende scener gentager sig.

Desuden er Ruslands fodboldforbund blevet idømt en bøde på 150.000 euro, svarende til 1,1 million kroner.

43 russiske fans blev tilbageholdt tirsdag i det sydlige Frankrig, mens de var på vej til Lille, hvor Rusland og Slovakiet onsdag mødtes.

Af disse er de tre altså blevet idømt fængselsdomme, mens 20 af dem bliver smidt ud af Frankrig uden yderligere sigtelser.

De resterende 20 er blevet løsladt.

Ruslands opgør mod Slovakiet forløb uden ballade, hvorfor udelukkelsen fortsat er betinget.

To engelske mænd, der også havde medvirket til balladen omkring fodboldkampen lørdag, blev mandag idømt henholdsvis to og tre måneders fængsel.

/ritzau/