Russiske meldonium-sager stiger fortsat i antal

Skrevet af admin

21/03/2016

Dagens topnyheder

Ruslands dopingproblemer vokser stadig, og antallet af meldonium-sager er nu oppe på mindst 16.

Senest er mindst fire atletikudøvere gået i fælden for brug af det præstationsfremmende stof, som blev forbudt per 1. januar.

Ifølge nyhedsbureauet Tass er de fire atletikudøvere Olga Vovk, Nadezhda Kotlyarova, Gulshat Fazletdinova og Andrey Minzhulin. De fire blev testet positive i forbindelse med de russiske vintermesterskaber i sidste måned.

Ud over de fire skulle også de to brydere Evgeny Saleev og Sergey Semenov ifølge Tass være gået i fælden. Det skriver dpa.

I forvejen er blandt andre også tennisikonet Maria Sharapova og OL-guldvinder i hurtigløb på skøjter Semion Elistratov afsløret i brug af det forbudte stof.

Ifølge det russiske nyhedsbureau R-Sport er det samlede antal afslørede meldonium-syndere i Rusland dog ikke kun 16, men hele 40, skriver Reuters.

De 40 idrætsudøvere skulle være snuppet i dopingkontrollen i løbet af de første to måneder af 2016 og kommer fra ti forskellige sportsgrene.

Meldonium-sagerne kommer på et yderst uheldigt tidspunkt for Ruslands atletikforbund, som er i kapløb mod tiden for at få lov til at komme med til OL i Rio de Janeiro på grund af afsløringer af systematisk doping og yderst mangelfuld dopingkontrol.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har tidligere meddelt, at der på verdensplan har været mindst 99 dopingtest, hvor der har været registreret spor af meldonium siden 1. januar. Wada forventer, at det tal vil vokse.

/ritzau/