Russiske nationalister går amok i Moskva efter knivdrab

Skrevet af admin

13/10/2013

Dagens topnyheder

Over 1000 vrede demonstranter gik søndag på gaden i Moskva i en nationalistisk protest, efter at en 25-årig mand torsdag blev stukket ihjel af en mand, der menes at have indvandrerbaggrund.

Demonstranterne smadrede butiksvinduer og tæskede sikkerhedsvagter.

Politiet har anholdt omkring 380 personer under urolighederne, der fandt sted i et industrikvarter i den sydlige del af byen.

I folkemængden blev der råbt "Rusland for russere", og deltagerne gik til angreb på et grøntsagsmarked, hvor de troede, at den formodede drabsmand skjulte sig, fortæller en fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP.

- Jeg kan ikke tro, at det her sker i vores by. Jeg er bange for at lade mine børn komme ud på gaden, siger en midaldrende kvinde til russisk tv.

Demonstranterne var primært unge - herunder folk fra den ekstreme højrefløj, fortæller øjenvidner til en lokal radiostation. De smed flasker efter specialstyrker.

Det er de værste uroligheder i Moskva siden demonstrationerne i forbindelse med Vladimir Putins sejr ved præsidentvalget i foråret 2012.

Samtlige medlemmer af byens sikkerhedsstyrker blev mobiliseret for at få stoppet urolighederne, og de blev assisteret af flere politihelikoptere, der cirklede over demonstranterne.

Al trafik til og fra den berørte bydel blev stoppet, og politiet lukkede også en stor motorvej.

Fem politifolk kom til skade under anholdelserne. Den ene - en leder af en uropatrulje - er alvorligt kvæstet.

Drabet på den 25-årige mand torsdag, der var med til at udløse demonstrationerne, foregik angiveligt, mens offerets forlovede kiggede på.

Drabsmanden forlod gerningsstedet, men blev fanget af overvågningskameraer. Billederne herfra peger i retning af, at manden ikke er etnisk russer.

I de seneste år er hundredtusinder af indvandrere kommet til Rusland fra fattige, tidligere sovjetiske stater som eksempelvis Tadsjikistan. I Rusland får de lavtlønnede job.

Indvandrerne både arbejder og lever ofte under kummerlige vilkår, og de bliver set kraftigt ned på af mange af de indfødte moskovitter.

/ritzau/AFP