Russiske piloter viser muskler over for amerikanerne

Skrevet af admin

14/04/2016

Dagens topnyheder

Amerikanske sømand har kunnet mærke et sug i kroppen og en rungen i ørene, da russiske kampfly tidligere på ugen angiveligt fløj kun ni meter over en amerikansk destroyer i Østersøen.

Det fortæller Karsten Marrup, der er chef ved Center for Luftoperationer på Forsvarsakademiet.

- Det er en overvældende oplevelse at stå så tæt på et fly, hvis man ikke ved, det kommer. Rent fysisk kan man mærke, at det flyver forbi på grund af støjen, som det giver, og den trykbølge, som er bag flyet, siger han.

Det amerikanske forsvar har lagt billeder op, hvor man kan se, hvor tæt på skibet flyene rent faktisk er kommet. Ifølge BBC var et af kampflyene på et tidspunkt kun ni meter fra den amerikanske destroyer USS Donald Cook.

De russiske Sukhoj Su-24-flys gentagne forbiflyvninger var desuden så tæt på vandet, at det skabte ekstra bølger i Østersøen. Ifølge en militærkilde var der ingen synlige våben på flyene, som i alt kom i nærheden af det amerikanske flådeskib 11 gange.

Det amerikanske militær har påstået, at de russiske fly simulerede et angreb. Men Karsten Marrup vurderer dog ikke, at de amerikanske soldater har haft grund til at være bekymrede.

- Man vil aldrig flyve så tæt på, hvis man skal angribe et skib. Det ville være hul i hovedet. Jo tættere man kommer på, jo større risiko er der for at blive skudt ned, siger han.

- Piloterne ved, hvad de laver. De vil jo også gerne hjem og spise frokost med familien, og heller ikke i Rusland får man medaljer for at have torpederet et amerikansk krigsskib i Østersøen, siger han.

Ifølge de russisk myndigheder foretog flyene prøveflyvninger. Russerne mener, at de fløj væk fra det amerikanske krigsskib med respekt for alle sikkerhedsregler.

Overflyvningerne er ren provokation fra russisk side, siger Karsten Marrup.

- Det er ren og skær spillen med musklerne. Gennem en længere periode har Rusland gjort meget for at vise sin militære kapacitet frem. De vil fremstå som en supermagt, der kan regnes med i den internationale liga, siger han.

/ritzau/