Russiske podiekyssere nægter homoprotest

De er blevet hyldet og udråbt som helte i diskussionen om de russiske anti-homolove.

Men i virkeligheden var der slet ikke tale om nogen protest mod de nyligt vedtagne love.

Det var bare et udtryk for glæde, da Ksenia Ryzhova og Yulia Guschina kyssede hinanden på medaljepodiet efter kvindernes 4x400 meter ved VM i atletik, der blev afviklet i Moskva i sidste uge.

Det fortalte Ryzhova tirsdag på en pressekonference i Moskva, hvor hun gav udtryk over sin vrede over, at andre har taget hende til indtægt for en sag, hun slet ikke støtter.

- I går blev jeg ringet op af måske 20 medier, og i stedet for at lykønske os med guldmedaljen, valgte de i stedet at fornærme mig og Yulia og hele atletikforbundet, siger Ryzhova ifølge avisen Ria Novosti.

Stafetløberen kalder koblingen mellem homoprotesten og kysset for et udslag af en fotografs "syge fantasi", og hun understreger, at hun ikke er homoseksuel.

Både hun og Yulia Guschina er begge gift med mænd og har intet romantisk forhold til hinanden.

- Vi har trænet sammen i otte år og er rigtigt gode venner. Vi var bare glade på holdets vegne, siger Ksenia Ryzhova.

Flere atleter benyttede verdensmesterskaberne til at vise deres sympati med de homoseksuelle, blandt andet den amerikanske 800 meter-løber Nick Symmonds og den svenske højdespringer Emma Tregaro Green.

/ritzau/

 

Dagens Gossip