Russiske soldater omringer Krim-lufthavn

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Russiske soldater i kampuniformer og hjelme omringer militær lufthavn på den ukrainske halvø Krim. De siger, de vil forhindre militante i at flyve ind, rapporterer det russiske nyhedsbureau Interfax.

De russiske soldater støttes af pansrede køretøjer. De har taget opstilling i udkanten af lufthavnen i byen Sevastopol, hvor den russiske flåde også har en base.

Militære kilder siger til Interfax, at de har taget opstilling ved lufthavnen Belbek for at forhindre "kampfolk" i at lande i lufthavnen.

Tidligere fredag morgen indtog bevæbnede mænd den civile lufthavn i Krims hovedby Simferopol.

Torsdag trængte uniformerede mænd ind i halvøens lokalparlament.

/ritzau/Reuters