Rutineret Århus-bomber: Vi havde noget at revanchere

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

En elendig præstation og et stort nederlag til GOG var tilsyneladende det brændstof, Århus Håndbold skulle bruge for at få gang i håndboldmaskinen igen.

I mandagens 29-27-sejr over HC Midtjylland fandt aarhusianerne tilbage til det gode spil, holdet har vist i sæsonens indledning, mener en lettet Rune Ohm.

- Det var fedt. Vi havde noget, vi skulle have revancheret efter vores indsats i Gudme, så det var to dejlige point, konstaterer den tidligere landsholdsspiller.

35-årige Ohm blev kampens store figur med 11 scoringer, og han var dermed stærkt medvirkende til at sende aarhusianerne til tops i Boxer Herreligaen.

- Det ser selvfølgelig godt ud, men vi ved, at denne række er helt uforudsigelig, fordi alle slår alle. Derfor fokuserer vi udelukkende på, hvordan vi selv kan hæve vores niveau.

- Vi har ikke haft de store udskiftninger i truppen forud for denne sæson, og jeg regner med, at vi bliver bedre og bedre, som sæsonen skrider frem, spår venstrehåndsskytten.

Nøglen til sejren var dog primært, at Århus Håndbold fik taget hånd om de forsvarsproblemer, der var tydelige før pausen, hvor målene regnede ind i begge ender.

- Det stod 18-17 ved pausen, så vi fik heldigvis løst vores problemer. Vi talte om nogle ting i pausen, og det er helt sikkert godkendt at holde Midtjylland nede på ti mål i anden halvleg, mener Rune Ohm.

Med mandagens resultat troner Aarhus lige nu på toppen i både mændenes og kvindernes række.

- Ja, der er kommet smil på læberne i Smilets By, lyder det fra Rune Ohm.

/ritzau/