Ryan Gosling skaber drama under filmoptagelse

Filmen "The Notebook" er en sentimental tåreperser af de helt store. Men bag scenen var alting langt fra så idyllisk, som i det romantiske drama fra 2004. Det afslører den populære filminstruktør Nick Cassavetes ifølge Toronto Sun over for VH1.

- Jeg burde nok ikke fortælle denne historie, men der var en dag, hvor de ikke kunne enes. Overhovedet ikke, fortæller han om forholdet mellem Rachel McAdams og Ryan Gosling.

De to spiller hovedrollerne i filmen om et ungt par i 1940'erne, der forelsker sig i hinanden trods deres forskellige sociale forhold.

- Han (Ryan Gosling, red.) lavede en scene med Rachel, og han sagde til mig 'vil du ikke tage hende ud herfra og give mig en anden skuespillerinde, som jeg kan øve med? Jeg kan ikke gøre det med hende. Jeg får intet ud af det', fortæller instruktøren til VH1.

Frem for at fyre filmens vigtigste skuespillerinde foreslog Cassavetes, at de to bearbejdede deres problemer i private omgivelser.

- Vi gik ind i et rum med en producer, og de begyndte at råbe og skrige af hinanden. Jeg gik ud og røg en cigaret, og alle kom senere ud og var sådan 'okay, lad os gøre det', fortæller Cassavetes.

- Det blev bedre herefter. De kom ud med det. Jeg tror, Ryan respekterede hende, fordi hun forsvarede sin karakter, og Rachel var glad for, at de kunne tale åbent om det. Resten af filmen gik ikke ligefrem som smurt, men det gik lettere, afslutter instruktøren.

Ryan Gosling og Rachel McAdams fandt ironisk nok sammen, da optagelserne til filmen var færdige. De dannede par fra 2005 til 2007.

Newspaq

Dagens Gossip