Ryanair-afgørelse må vente en tid endnu

Skrevet af admin

16/06/2015

Mest læste i dag

Det står fortsat åbent, hvem der får ret i sagen mellem fagbevægelsen og luftfartsselskabet Ryanair.

Efter en ni en halv time lang hovedforhandling ved Arbejdsretten i København har de tre dommere bedt om betænkningstid i forhold til at afgøre, om LO skal have lov til at gennemføre en blokade mod Ryanair, der ikke vil tegne dansk overenskomst.

- Vi vil træffe afgørelse så hurtigt som muligt og forsvarligt. Advokaterne vil få et par dages varsel, når der foreligger en kendelse, lød meldingen.

Det betyder, at luftfartsselskabet altså indtil videre kan fortsætte med at flyve til og fra basen i København.

Flyvebranchens Personale Union (FPU) er i sagen repræsenteret af LO-advokat Peter Nisbeth, og han argumenterede i sin procedure for, at den danske konfliktret også gælder, selv om Ryanair er et irsk selskab.

- Det er her, de møder ind. Det er her, de holder fri, og det er her, de står standby, som han gjorde gældende.

Ryanairs advokat Michael Møller Nielsen fastholdt derimod, at Ryanair har irske tilladelser og flyver med irske fly. Samtidig hævdede han, at det er meget lidt af arbejdet med en flyvning, der foregår på dansk territorium.

På Ryanairs baser i Billund og København har man 26. maj nemlig indført et system, hvor personalet møder direkte ind på flyet og bliver briefet om dagens flyvning.

Det betyder, at en besætning kun tilbringer to procent af deres samlede arbejdstid på dansk jord, nemlig når flyet skal tjekkes udefra.

Endelig hævder Ryanair også, at strejkevarslet er ugyldigt, blandt andet fordi man ikke har fået en liste over de ansatte, der i givet fald ville strejke.

Og så mener man i øvrigt, at et eventuelt kampskridt vil stride mod EU-princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Derfor bør sagen efter selskabets mening ikke afgøres i Danmark, men ved EU-domstolen.

Hvis FPU får medhold af Arbejdsretten, kan en blokade blive iværksat i løbet af fem dage efter kendelsen. Får Ryanair medhold, vil en blokade derimod være ulovlig.

Men der er altså også den mulighed, at Arbejdsretten vælger at sende spørgsmålet videre i EU-systemet. I givet fald kan der gå lang tid, før der foreligger en endelig afgørelse.

Flere andre fagforbund har i øvrigt tilkendegivet, at man vil lave sympatiaktioner rettet mod Ryanair, hvis konflikten bliver en realitet.

/ritzau/