Ryanair drosler ned i Billund og halverer sit passagertal

Skrevet af admin

14/07/2015

Mest læste i dag

Ryanairs forventede baselukning i Billund betyder færre ruter ud af den jyske lufthavn.

Samtidig vil selskabets årlige passagertal blive halveret fra 700.000 til lidt over 300.000, oplyser selskabet ved et pressemøde på hotel Propellen i Billund.

Ryanair havde på forhånd varslet, at basen i Billund skulle lukkes ned natten mellem fredag 17. juli og lørdag 18., hvis ikke fagbevægelsen afvarsler sin lovlige blokade mod selskabet.

To af luftfartsselskabets tre fly på basen i Billund skal flyttes til lufthavnen Stansted i London, mens det tredje flyttes til den irske hovedstad, Dublin.

Samtidig agter Ryanair at lukke to af selskabets 14 sommerruter fra Billund. Det gælder ruterne til Korfu og Venedig. De øvrige 12 ruter bliver vendt om, så det bliver betjent fra den modsatte destination.

Tre af selskabets fire vinterruter bliver også lukket. Det gælder Malaga, Tenerife og Budapest.

Lukningerne træder i kraft, medmindre fagbevægelsen dropper sin varslede konflikt. Det irske luftfartsselskab har givet en tidsfrist til onsdag klokken 17 til at aflyse den bebudede blokade.

Arbejdsretten fastslog 1. juli, at fagbevægelsen lovligt kan varsle og iværksætte en konflikt til støtte for kravet om en overenskomst for piloter og besætningsmedlemmer på Ryanairs baser.

I alt har lufthavnen i Billund omkring 2,8 millioner passagerer om året.

/ritzau/