Ryanair hænger piloter ud: Brug mindre brændstof

Skrevet af admin

20/05/2015

Mest læste i dag

Det irske lavprisselskab Ryanair er kendt for at holde sine udgifter til medarbejderne nede, og ifølge Berlingske har Ryanair også et skarpt øje på, hvor meget hver enkelt fly i flåden bruger af brændstof.

Ryanair ranglister således sine piloter efter forbrug.

De luftkaptajner, der brænder færrest dråber af, bliver hyldet på selskabets interne hjemmeside, mens piloter, der er dårlige til at spare, bliver hængt ud.

Det fremgår af dokumenter, som Berlingske har set.

Målet med den såkaldte "brændstofliga" er at forhindre piloterne i at fylde flyene op med for meget ekstra brændstof.

Fremgangsmåden kritiseres fra flere sider.

- Det er forkasteligt, hvis man bruger den slags metoder, når det drejer sig om sikkerhedskritiske spørgsmål, siger Henning Boye Andersen, professor i sikkerhed på DTU, til avisen.

I 2012 vakte det opmærksomhed i det internationale pilotmiljø, at tre Ryanair-fly, der på grund af uvejr blev omdirigeret til en anden lufthavn end den planlagte, måtte udsende nødopkald på grund af for lidt ekstra brændstof i tankene.

Ryanair oplyser, at der var tale om enkeltstående hændelser, som ikke er forekommet siden. Desuden er det i strid med lovgivningen ikke at have tilstrækkeligt med brændstof på flyene, forklarer selskabet.

Men tiltagene over for piloterne, der afkræves en skriftlig forklaring, hvis de ønsker at tage mere brændstof med end angivet i flyveplanen, er en psykisk belastning, fortæller tidligere piloter i selskabet til avisen.

Dansk Pilotforening er også kritisk.

- Jeg bryder mig ikke om Ryanairs Fuel League, for den kan skabe et uhensigtsmæssigt pres på kaptajnerne. Økonomiske hensyn og flyvesikkerhed bør være adskilte størrelser, siger piloternes formand, Niels Møller, til Berlingske.

/ritzau/