Ryanair-sag er skudt til hjørne indtil 12. maj

Skrevet af admin

26/03/2015

Mest læste i dag

Der er torsdag ikke faldet en afgørelse i Arbejdsretten i sagen mellem Ryanair og den danske fagbevægelse.

- Sagen er blevet udsat til 12. maj med henblik på at få afleveret de sidste skrifter i sagen. Derefter vil Arbejdsretten hurtigt tage stilling til, hvordan sagen kan behandles, siger Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), til Ritzau.

Siden begyndelsen af 2015 har FPU og Serviceforbundet, der er en del af LO, ønsket at få en overenskomst på plads med Ryanair for medarbejderne i flyselskabets nye base i Københavns Lufthavn.

Indtil videre har Ryanair dog nægtet at ville forhandle dansk overenskomst med fagbevægelsen. Derfor har den danske fagbevægelse varslet en sympatikonflikt mod Ryanair.

Det skal dog først besluttes af Arbejdsretten, hvorvidt den varslede sympatikonflikt er lovlig. Men heller ikke den 12. maj skal man ifølge Thilde Waast regne med, at Arbejdsretten tager endelig stilling til sagen.

- De (Arbejdsretten, red.) har sagt til os, at der 12. maj kommer en dato for, hvornår der bliver taget en beslutning i sagen, siger hun.

Formanden fra FPU forklarer samtidig, at Arbejdsretten ikke har taget stilling til, hvordan der ses på sagen i øjeblikket.

- De har bedt om, at skrifterne blev afleveret, sådan at de kan tage stilling til, hvordan hovedforhandlingen skal forløbe. Det er det, vi vil få afklaret 12. maj, siger Thilde Waast.

/ritzau/