Ryanair slæber fagforbund i retten efter forsinkelse

Skrevet af admin

19/03/2015

Mest læste i dag

Det irske lavprisselskab Ryanair vil have flere fagforbund i Arbejdsretten efter onsdagens forsinkelser og økonomisk tab, oplyser DR Nyheder.

Onsdagens tre timer lange forsinkelse af Ryanairs første afgang fra Københavns Lufthavn kostede ifølge flyselskabet 135.000 kroner.

Ryanair har torsdag via sin danske advokat indbragt en stribe store danske fagforbund for Arbejdsretten. Der er tale om HK/Danmark, 3F, Serviceforbundet, Dansk Metal og Blik- og Rørarbejderforbundet, oplyser DR Nyheder.

- Det handler først og fremmest om, at vi skal have rettens ord for, at det, der skete i går, var ulovligt, så det ikke gentager sig, siger Ryanairs danske advokat Michael Møller Nielsen til dr.dk.

I klageskriftet, som DR Nyheder er i besiddelse af, kræver Ryanair, at de indklagede fagforbund skal anerkende, at:

"De kollektive kampskridt rettet mod arbejde og aktiviteter, der hidrører fra og er bestemt til Ryanair Ltd, herunder den iværksatte fysiske blokade af fly FR633 mod Dublin og udført den 18. marts 2015 af flere af indklagedes medlemmer ansat til udførelse af arbejde i Københavns Lufthavn, er ulovlige".

Afgangen til Dublin kom først af sted fra København klokken 18.30, blandt andet fordi en større gruppe lufthavnsmedarbejdere havde samlet sig omkring flyet, og fordi flyet ikke fik brændstof.

- Ryanair fly nummer FR633 blev på baggrund af blokaden forsinket ca. tre timer, hvilket påførte Ryanair et ikke ubetydeligt tab, som foreløbigt er opgjort til EUR 18.000 (ca. 135.000 kroner), hedder det i klageskriftet.

Derudover står der, at Ryanair blev mødt af en blokade fra 50-60 personer.

/ritzau/