Ryanair taber retssag mod SAS om forsinket fly

Luftfartsselskabet Ryanair taber et opgør i retten mod SAS, fordi et fly i marts blev forsinket i afgang fra lufthavnen i Kastrup.

Københavns Byret har i en kendelse tirsdag afvist lavprisselskabets sager. Flyselskabet er gået galt i byen.

Ryanair havde stævnet både SAS Ground Handling og Ekspeditionsarbejdernes Klub i SAS Region Danmark.

Klubben organiserer bagagemedarbejdere ansat i SAS Ground Handling.

Det irske luftfartsselskab påstod, at såvel SAS som klubben var ansvarlig for, at et fly ikke kunne tanke op og flyve fra Kastrup mod Dublin.

Flyet blev forsinket i godt tre timer ved episoden 18. marts. Et stort antal mennesker aktionerede ved gaten, og sagen fik massiv omtale i medierne.

Ryanair gik til byretten og krævede dels et forbud og dels et påbud.

Men i forhold til SAS Ground Handling er påstanden så upræcis, at retten afviser at tage stilling til den.

Sagen mod den faglige klub afvises med en anden begrundelse.

Spørgsmål om brug af kollektive kampskridt i en situation, hvor der ikke er overenskomst, skal bedømmes af Arbejdsretten, fastslår byretten i sin kendelse.

/ritzau/

Dagens Gossip