Rydning af protestlejre i Cairo koster mange dræbte

Meldingerne er langt fra enslydende, men Reuters rapporterer, at sikkerhedsstyrkerne i den største af lejrene i det nordøstlige del af byen affyrer tåregas, mens politiethelikoptere cirkler i luften over lejren, og hærkøretøjer holder i nærheden.

Og hvor Det Muslimske Broderskab slår fast, at 30 personer har mistet livet, fortæller et øjenvidne, Ahshur Abid, at 15 blev dræbt, da rydningen begyndte, og at han så deres lig ligge ved et felthospital i lejren. Dog er hverken broderskabets eller øjenvidnets udsagn ikke blevet bekræftet.

Tidligere onsdag morgen var en pansret bulldozer på vej mod en af lejrene uden for en moské, rapporterede en BBC-journalist, og politiet har afspærret flere sidegader og affyrer skud.

Det Muslimske Broderskabs TV-kanal, som er allieret med den afsatte præsident Morsi, opfordrer folk til at sende biler ind til lejrene for at få sårede til hospitalerne.

Det statslige nyhedsbureau i landet skriver ifølge Reuters, at sikkerhedsstyrkerne er begyndt at gennemføre en trinvis plan for at fjerne demonstranterne, hvilket med stor sandsynlighed vil øge den politiske urolighed i landet yderligere. En plan, som overgangsregeringen har afvaret om i flere uger, skriver aljazeera.com.

Morsi-tilhængerne har siden den tidligere præsidents afsættelse 3. juli demonstreret og har opbygget improviserede lejre i hovedstadens gader ved Nahda-pladsen og ved moskéen Rabaa al-Adawiya.

Flere end 250 er blevet dræbt i sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker, siden Morsi blev væltet, skriver BBC.

Dagens Gossip

Dagens TV