Ryger-Allan taber til tobaksgigant i Højesteret

Skrevet af admin

20/11/2014

Mest læste i dag

Allan Lykke Jensen taber den såkaldte rygersag til daværende Skandinavisk Tobakskompagni i Højesteret torsdag. Sagen handler om cigaretters sundhedsfare og mængde af nikotin og tjære.

Fynboen Allan Lykke Jensen er den første i danmarkshistorien, der har lagt sag an mod tobaksindustrien for de skader, som rygningen har forårsaget.

- Tobaksselskaber er ikke ansvarlige for varigt mén som følge af mangeårigt forbrug af cigaretter, skriver Højesteret.

Det var allerede som 10-årig, at Allan Lykke Jensen begyndte at ryge. Nikotinen fik tag i ham, og han fortsatte med at pulse i knap 50 år. Det svarer til omkring 680.000 cigaretter, da Højesteret mener, at han i gennemsnit har røget 40 smøger dagligt.

Allan Lykke Jensen begyndte at få problemer med helbredet på grund af de mange smøger, da han var i 40'erne. Den nu 67-årige fynbo fik blandt andet problemer med potensen, hjertet og blodomløbet i benene.

For 14 år siden lagde han så sag an mod det daværende Skandinavisk Tobakskompagni, som i dag hedder Skandinavisk Holding II. Allan Lykke Jensen røg Prince-cigaretter, og derfor er den nuværende ejer af House of Prince, British American Tobacco, også sagsøgt i sagen.

I Højesteret har Allan Lykke Jensen anklaget tobaksfirmaerne for, at Prince-cigaretter indeholder mere nikotin og tjære, end der står i deklarationen. Samtidig mener han ikke, at det var alment kendt frem til 1970, at cigaretter var sundhedsskadelige og vanedannende.

- På det tidspunkt, hvor A (Allan Lykke Jensen, red.) begyndte at ryge, var det almindeligt kendt, at langvarigt forbrug af cigaretter var forbundet med risiko for alvorlige helbredsskader, ligesom det var almindeligt kendt, at det kunne være svært at ophøre med rygning, skriver Højesteret.

Da sagen blev behandlet i Østre Landsret, krævede den tidligere ryger en erstatning på 53.000 kroner. Men landsretten var uenig i, at fynboen havde krav på erstatning.

I december 2011 dømte landsretten til tobaksselskabernes fordel, da den ikke mente, at der var bevis for den tidligere rygers anklager. En dom som Højesteret torsdag har stadfæstet.

Der har været to sager, der minder om Allan Lykke Jensens, i Norge og Finland. Tobaksindustrien vandt begge steder.

/ritzau/