Rygskadet Serena Williams var lige ved at trække sig

Skrevet af admin

19/01/2014

Mest læste i dag

Serena Williams var hårdt plaget af smerter, da hun overraskende blev slået ud af Australian Open søndag.

Amerikaneren lignede under kampen heller ikke en spiller, der bevægede sig frit på banen, og efter kampen kom det frem, at den topseedede spiller døjer med en rygskade.

- Jeg var lige ved at trække mig, men jeg er virkelig et konkurrencemenneske. Jeg burde nok have trukket mig.

- Jeg har lige været på de stærkeste medikamenter, man kan tage, og som er lovlige. Så jeg har virkelig været ude af den nogle dage, fortæller Serena Williams.

I fjerde runde af turneringen tabte hun i tre sæt til serberen Ana Ivanovic. Men forhåndsfavorittens fysiske problemer skal ikke være en undskyldning.

- Jeg vil ikke komme med undskyldninger. Ana fortjener at få kredit for sejren. Jeg synes, hun spillede utroligt i dag.

- Det er ikke, fordi jeg forærede sejren til hende. Jeg forsøgte at kæmpe så godt som muligt. Men ja, jeg kunne næsten ikke spille. Men det gjorde jeg, og jeg har det godt med, at jeg kæmpede så godt som muligt i dag, lyder det fra Serena Williams.

32-årige Serena Williams har vundet 17 grand slam-titler i karrieren - fem af trofæerne har hun løftet ved Australian Open. Sidste år tabte en småskadet Williams til den unge landsmand Sloane Stephens i kvartfinalen i Melbourne.

/ritzau/AFP