Rykkere skal få flere børn vaccineret

Den besked vil snart dukke op i postkassen hos tusindvis af danske forældre, der vil få en rykker, hvis de har glemt at få deres børn vaccineret. Dét fremgår af lovprogrammet fra regeringen, der vil give Statens Serum Institut adgang til at anvende oplysninger fra Det Danske Vaccinationsregister til at sende såkaldte påmindelser til glemsomme forældre, skriver Berlingske.

Formålet er at øge den alt for lave tilslutning til det danske børnevaccinationsprogram og reducere risikoen for blandt andet større udbrud af mæslinger som det, der ramte Danmark og en række andre lande for et par år siden.

»Vi kan se, at en del forældre ikke tager imod tilbuddet om gratis vaccination. I nogle tilfælde skyldes det et aktivt fravalg, men vi ved også, at mange forældre simpelthen glemmer at få børnene vaccineret. Det er utrolig ærgerligt, for risikoen for at blive syg af mæslinger og de andre sygdomme, som børnevaccinationsprogrammet beskytter mod, falder, jo flere børn der vaccineres,« siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

Myndighederne har flere gange gennem de senere år advaret mod den lave tilslutning til børnevaccinationsprogrammet og opfordret forældre og »unge voksne« til at være opmærksomme på mulighederne for at blive vaccineret.

For nogle af MFR-vaccinationerne har tilslutningen i nogle egne af landet været nede omkring 70-75 procent, og tilslutningen til DiTeKiPol/Hib-vaccinationen – mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio samt hib-meningitis og strubelågsbetændelse – vurderes heller ikke at være tilfredsstillende.

I Lægeforeningen hilser man en øget indsats velkommen.

»Vi ved, at en stor tilslutning både beskytter den enkelte og befolkningen som helhed mod smittespredning,« siger formanden for foreningens forebyggelsesudvalg, Jette Dam-Hansen.

Hun opfordrer også til at lade rykkerne gå gennem den praktiserende læge, som har et tæt kendskab til familierne, hvilket kan give en appel om at deltage større vægt.

Den lave tilslutning til vaccinationsprogrammet vurderes blandt andet at have været en medvirkende årsag til det store mæslingeudbrud i begyndelsen af 2011, hvor langt flere end 50 blev ramt. Mæslingetilfældene blev således primært konstateret hos personer, som ikke havde været vaccineret, hvilket vil sige børn under to år, men der var også en del voksne iblandt, som ikke havde gjort brug af tilbuddet om at blive vaccineret mod mæslinger i ungdomsårene.

Dagens Gossip