Rystet Obama kan ikke genkende billede af splittet USA

Skrevet af admin

10/07/2016

Mest læste i dag

Den amerikanske præsident kan ikke genkende et billede af et splittet USA, som han mener bliver tegnet efter en skudepisode i Dallas torsdag, da fem betjente blev dræbt.

- Jeg mener bestemt ikke, at USA er så delt, som det er blevet antydet. Amerikanere af alle racer og af alle baggrunde er med rette oprørte over utilgivelige angreb på politiet. Uanset om det er i Dallas eller andre steder, siger Barack Obama.

Han fortæller, at han vil besøge Dallas i delstaten Texas om få dage. Her vil han udtrykke sin sorg med ofrenes familier.

- Når vi begynder at antyde, at der er en enorm polarisering, og at vi er tilbage til situationen i 1960'erne, så er det ikke sandt. Man ser ingen optøjer, man ser ikke politiet angribe personer, som protesterer fredeligt, siger Obama.

Præsidenten påpeger, at den "forrykte person", der skød og dræbte flere betjente i den texanske by, ikke er repræsentativ for det afroamerikanske samfund.

Hans motiv er, siger Obama, svært at forstå og udrede.

Vi kan ikke lade få menneskers handlinger definere os alle sammen, lyder opfordringen.

- Det har været en hård uge. For det første for familierne til dem, der er blevet dræbt. Men også for hele den amerikanske familie, siger Barack Obama.

Skyderiet i Dallas understreger ifølge den amerikanske leder behovet for våbenkontrol.

Det lovgivende system i USA og det nuværende politiske landskab er dog indrettet på en måde, så præsidenten ikke kan ændre noget i øjeblikket.

- Hvis man er bekymret over politiets sikkerhed, så kan man ikke se bort fra spørgsmålet om våbenkontrol, siger Barack Obama og fortsætter:

- Det, som giver mig håb, er at se, hvordan det store flertal af amerikanere har reageret med empati og forståelse.

/ritzau/