Ryttere kræver omgående undersøgelse af dødsulykke

Skrevet af admin

28/03/2016

Dagens topnyheder

Der skal straks iværksættes en undersøgelse af den ulykke, der har kostet den belgiske cykelrytter Antoine Demoitié livet.

Sådan lyder kravet fra Sammenslutningen af Professionelle Cykelryttere (CPA) i kølvandet på Demoitiés dødsfald natten til mandag.

- CPA og alle ryttere kræver, at der med det samme bliver kastet lys over ulykken og de forhold, der forårsagede den, skriver CPA i en erklæring.

Ulykken skete under endagsløbet Gent-Wevelgem søndag eftermiddag, hvor Antoine Demoitié ifølge rapporterne blev ramt af en motorcykel, da han var ved at rejse sig efter et styrt.

Rytteren, der kørte sin første sæson som professionel på Pro Continental-holdet Wanty-Gobert, blev straks fragtet til universitetshospitalet i den franske by Lille, men hans liv stod ikke til at redde.

- Vi ønsker ikke at skabe kontroverser, men vi er fyldt med frustration. Vi har altid holdt på, at rytternes sikkerhed skal komme i første række, siger CPA's præsident, Gianni Bugno.

- Jeg skyder ikke skylden på nogen, men vil have alle til at tænke over vores ansvar for, at der er opmærksomhed på det her, og på at vi har kontrol over sikkerheden ved alle løb, lyder det fra Bugno, der i sin aktive karriere vandt VM på landevej i både 1991 og 1992.

Ifølge den belgiske avis Het Laatste Nieuws har føreren af motorcyklen mere end 20 års erfaring med cykelløb.

Wanty-Gobert har varslet en pressekonference mandag aften.

/ritzau/