S afviser at afskaffe befordringsfradraget

Socialdemokraterne afviser pure, at regeringens kommende klimaplan indeholder en afskaffelse af befordringsfradraget og indføring af kørselsafgift på 25 øre per kørt kilometer.

Det siger partiets klima- og energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Det sker, efter at flere medier tirsdag skrev, at klimaplanen indeholder disse forslag. Men ifølge regeringen selv er der blot tale om en del af et katalog på 78 mulige initiativer, som en gruppe af embedsfolk har udarbejdet.

- Det har aldrig nogensinde været intentionen, at bare halvdelen af de 78 ting, der er blevet regnet på, skulle gennemføres, siger Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer:

- Nogle af de tiltag, der er helt til hest, er nu udråbt til at være regeringens politik, siger hun med specifik adresse til forslagene om at indføre kørselsafgift, afskaffe befordringsfradraget og sænke hastigheden på motorvejene fra 130 til 110 km/t.

- Vi synes ikke, at det er fornuftigt. Kørselsafgift er en af de ting, man skal indføre, hvis man vil genere flest muligt, og det er ikke det, vi vil.

Onsdag fremlægger klimaminister Martin Lidegaard (R) regeringens oplæg til forhandlingerne om en ny klimaplan.

I tillæg til planen, der skal bidrage til at reducere udledningen af CO2 inden år 2020 - fremlægges de 78 forslag fra embedsværket.

Men hvad klimaplanen så rent faktisk indeholder, vil Pernille Rosenkrantz-Theil ikke komme nærmere ind på.

Andet altså end at det er under halvdelen af de 78 forslag, der skal føres ud i livet for at nå målsætningen.

Ifølge SF's energiordfører, Steen Gade, vil der i regeringens oplæg heller ikke rumme punkter, der samlet set vil pålægge erhvervslivet "nye generelle forhøjelser af skatter afgifter".

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV