S afviser asylsøgeres kritik af nød-indkvartering

Skrevet af admin

25/11/2014

Dagens topnyheder

Det er uden for skiven, når enkelte asylansøgere tirsdag til Jyllands-Posten kritiserer forholdene på et midlertidigt asylcenter i Herning.

Det siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Ole Hækkerup.

Her fortæller to asylansøgere, der sammen med 200 andre i samme situation er indkvarteret på en fælles sovesal på Beredskabsstyrelsens område, at der blandt andet ikke er varme på om natten, at madteltene er kolde og at toiletterne beskidte.

- Vi vil ikke skabe problemer. Vi ønsker bare at få klar besked om, hvor længe vi skal være her, lyder det fra en af de kritiske asylansøgere, en 43-årig elektroingeniør fra Syrien.

Men den kritik preller af på Ole Hækkerup.

- Jeg mener ikke, at han har ret i sin kritik. Jeg tror, at de fleste af de omkring 50 millioner flygtninge, der findes ude i verden, ville være lykkelige for at befinde sig under de forhold, han gør, siger han.

- Jeg har selv besøgt asylcentre, og jeg tror ikke, at han tegner et retvisende billede af, hvordan krigsflygtningene fra Syrien har det med at være her i Danmark. Heldigvis, siger Ole Hækkerup.

Spørgsmål: Burde et af verdens rigeste lande ikke være i stand til at gøre det en lille smule bedre end at diske op med kolde sovesale?

- Det er heller ikke en fair måde at beskrive de forhold, der generelt er, på. Det er gode og ordentlige forhold, og nu, hvor der kommer mange asylsøgere, så må man i visse tilfælde gribe til løsninger, der ikke er varige, siger han.

/ritzau/