S afviser at lege bogstavleg med R

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

Det er for tidligt at tænke på, hvem der skal danne regering efter næste valg.

Det siger Socialdemokraterne, efter at De Radikale har efterlyst et opgør med tankegangen om, at det enten skal være rød blok eller blå blok, der leder landet.

- Der er lang tid til, at valgperioden udløber, og det er derfor alt for tidligt at begynde at spekulere i mulige regeringsmuligheder efter næste valg, skriver politisk ordfører Nicolai Wammen (S) i en kommentar til Ritzau.

I et interview med Politiken søndag åbner De Radikales formand Morten Østergaard for, at partiet vil kunne støtte en regering, der består af Socialdemokraterne og Venstre.

Mette Frederiksen (S) er fortsat den eneste, som De Radikale vil pege på som statsministerkandidat. Men Morten Østergaard ser gerne et eller flere borgerlige partier indgå i en socialdemokratisk ledet regering.

Uenighederne mellem partierne i begge lejre er tegn på, at den dominerende skillelinje i dansk politik er kunstig, mener han. Også for Socialdemokraterne er det vigtigt, at der ikke føres blokpolitik, skriver Nicolai Wammen.

- Det har vi blandt andet vist på udlændingeområdet, hvor Socialdemokratiet sammen med de blå partier har lavet en række nødvendige opstramninger, skriver han og lover, at samarbejdskursen vil blive fastholdt efter et eventuelt regeringsskifte.

Det er blandt andet Poul Nyrup Rasmussens første regering i 1993, som er inspirationskilde for Morten Østergaard. Ud over De Radikale bestod den af Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Centrumdemokraterne var et borgerligt midterparti, som blev stiftet i 1973 i protest mod, hvad partiet så som en venstredrejning af Socialdemokraterne. Centrumdemokraterne blev nedlagt i 2008.

Kristeligt Folkeparti hedder i dag Kristendemokraterne. Partiet har ikke fået nok stemmer til at nå over spærregrænsen til Folketinget ved de seneste valg.

/ritzau/