S afviser opholdstilladelse til afviste syrere

Nej, lyder svaret fra Socialdemokraterne, som dermed afviser den svenske løsning, hvor asylmyndighederne tilbyder en midlertidig treårig opholdstilladelse til alle syriske asylansøgere.

Ved at følget Sveriges eksempel stiller man syrerne et »midlertidigt, mærkeligt vakuum« i udsigt, mener formanden for Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, Trine Bramsen (S).

»Den svenske løsning fastholder nogle mennesker i håbet om, at de kan få asyl, selv om forholdene i deres hjemland er stabiliseret. Men det ville være det bedste for alle parter, at de her mennesker vendte hjem og bidrog til genopbygningen af deres land,« siger Trine Bramsen.

»Jeg mener ikke, at den her midlertidige model er at foretrække. Udgangspunktet for at få asyl er, at man er personligt forfulgt,« understreger hun.

Det er Information, der mandag beskriver situationen for de omkring 180 afviste syriske asylansøgere. Til trods for borgerkrigen i deres hjemland kan de ikke få asyl i Danmark, men samtidig vurderer Flygtningenævnet, at situationen i Syrien er så usikker, at man ikke vil sende de afviste syrere tilbage til hjemlandet.

Trine Bramsen mener, at Danmark gør det rigtige i at afvente situationen i det borgerkrigshærgede land, hvor regeringsstyrker i mere end to år har kæmpet med oprørere.

»Jeg synes egentlig, det er meget genrerøst, at Danmark tilbyder de her mennesker, at de kan være i Danmark, indtil forholdene stabiliseres. Det er ikke mennesker, der er personligt forfulgte, så jeg synes, det er en god løsning, at de kan være i Danmark og afvente, at forholdene stabiliseres,« siger hun.

Ifølge Information får hovedparten af de syriske ansøgere asyl, men der bliver givet afslag til omkring 11 procent.

Dagens Gossip