S beskylder V for at skabe utryghed

Meldingen kommer, efter gruppeformand Kristian Jensen (V) har gjort sig til talsmand for en fordomsfri debat om brugerbetaling i sundhedsvæsenet.

»Det må ikke blive dyrere at være dansker, og samlet set er der brugerbetaling nok på sundhedsområdet. Men man kan godt tage en fordomsfri debat om, hvordan brugerbetalingen i sundhedsvæsenet opkræves i dag,« siger Kristian Jensen til jp.dk.

Flere Venstre-spidskandidater til regionsvalget bakker op og erklærer sig parate til at bede folk om at betale, når de besøger lægen.

»Jeg kan godt lide den svenske model, hvor man selv betaler for tre lægebesøg. Samfundet fattes penge,« siger Anne V. Kristensen (V), spidskandidat i Region Midtjylland, til jp.dk.

Torsdag lød der andre toner fra folketingsmedlem Martin Geertsen (V), der er Venstres kandidat til regionsformandsposten i hovedstaden.

»Vi har betalt vores skat én gang, og hvis man lægger yderligere brugerbetaling på noget uden at sænke skatten, så er det jo egentlig bare at lægge ekstra skat på sundhedsydelser. Og det har vi ingen planer om,« sagde han til Berlingske.

Sophie Hæstorp Andersen mener, det er uklart, hvem der tegner Venstre.

»Endnu en gang lægger Venstre an til en zigzag-kurs, og igen går det ud over den almindelige danskers sundhed og økonomi. Vi mangler stadig at se en entydig vision for, hvad Venstre egentlig vil med sundhedsvæsenet. Igen skaber Venstre utryghed for den enkelte dansker,« siger hun og uddyber:

»En brugerbetaling på 100 kroner afholder nok ikke den rige frue i Hellerup fra en undersøgelse hos lægen, men jeg er ikke i tvivl om, at det kan afholde den enlige mor i Ishøj fra at søge hjælp til sit febersyge barn,« siger Sophie Hæstorp Andersen.

Dagens Gossip