S: Borger.dk går for vidt

Det mener næstformanden i Socialdemokraternes folketingsgruppe, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

»Man skal selvfølgelig råbe op, hvis man oplever socialt snyd, men det er over min personlig grænse at fotografere naboen gennem persiennerne,« siger hun.

Borger.dk har siden oktober 2012 opfordret folk til at anmelde socialt bedrageri ved at indsende fotodokumentation for eksempelvis naboens snyderi.

En juraprofessor har over for P1 Orientering udtrykt betænkelighed ved formuleringen, fordi det kan opfattes som en opfordring til at begå noget strafbart. Det er nemlig ulovligt at tage billeder af folk på steder, der ikke er offentligt tilgængelige, for eksempel i folks haver. Det kan straffes med fængsel i op til et halvt år.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sendt et klart signal om, at det er forkert at snyde med fællesskabets penge. Men det er vigtigt at finde en balance i det. At ligge og tage billeder af naboen gennem hækken er efter min mening at gå for vidt,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Hun noterer med tilfredshed, at Udbetaling Danmark, der står bag opfordringen på borger.dk, vil ændre ordlyden, så det fremgår, at man ikke er interesseret i billeder taget i det private rum.

Spørgsmål: Har kampen mod socialt bedrageri taget overhånd, når en offentlig hjemmeside beder folk angive hinanden?

»Jeg kan godt forstå, at kommunerne beder om hjælp til at opdage socialt bedrageri. Hvis ikke folk betaler det, de skal, har vi ikke råd til folkeskolelærere, pædagoger og hjælp på plejehjemmene. Så jeg kan godt forstå, at man gør, hvad man kan for at dæmme op for det. Men det skal foregå på en måde, så vi ikke mistænkeliggør hinanden,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Dagens Gossip