S-borgmestre kræver hjælp til dagpengeofre

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Kommunerne skal kunne hjælpe dem, der bliver hårdest ramt af dagpengereglerne, siger to af Socialdemokraternes magtfulde borgmestre til Information mandag.

Deres krav kommer efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har slået fast, at dagpengereglerne ikke bliver ændret ved de kommende forhandlinger om næse års finanslov.

- Vi kan ikke vente halvandet år mere på, at dagpengereglerne laves om. Der må ske noget nu, så vi kan hjælpe de familier, der kommer i alvorlig nød, lyder det fra Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, og Ib Terp, der er borgmester i Brøndby.

Ishøj og Brøndby kommune står med et meget konkret problem, som ifølge de to borgmestre kræver hurtig handling.

- Vi har i øjeblikket 22 familier, som er alvorligt i nød, fordi de er røget ud af dagpengesystemet. Men vi kan ikke hjælpe dem, sådan som Serviceloven er i øjeblikket. Vi kan kun give den en engangsydelse, og det rækker ikke, når man ikke kan betale sin husleje, siger Ole Bjørstorp.

I alt er omkring 200 personer røget ud af dagpengesystemet Ishøj i 2013, oplyser borgmesteren.

Også i Brøndby er mellem 15 og 20 familier i akut nød, fordi de ikke længere kan få dagpenge, siger Ishøjs borgmester.

- Jeg ville allerhelst have genindført de gamle dagpengeregler eller i hvert fald forkortet genoptjeningsperioden, men kan det ikke lade sig gøre, bør vi som kommune have mulighed for at hjælpe dem, der ryger igennem nettet, siger Ib Terp.

De to borgmestres krav om en ændring af Serviceloven får opbakning fra LO-Københavns formand, Peter Kay Mortensen.

- Vi bliver nødt til at gøre noget for dem, der ryger helt ud af systemet, siger han, men understreger at det ikke er gjort med endnu en redningskrans.

- Socialdemokraterne bliver nødt til at komme med et bud på, hvordan dagpengereglerne kan lempes, ikke mindst genoptjeningsperioden, som bør forkortes - og det bør så være det forslag, regeringen går til valg på, siger han til Information.

/ritzau/