S: DA forslag om nedskæringer rammer syge og svage

Skrevet af admin

07/04/2015

Dagens topnyheder

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) skyder helt ved siden af skiven med ønsket om, at en række sociale ydelser bliver skåret.

Det siger Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen, om, at (DA), vil slanke de sociale ydelser fra førtidspension over sygedagpenge og fleksjob til kontanthjælp.

DA vil sænke kontanthjælp for forsørgere over 30 år med over 1000 kroner om måneden. Sygedagpenge og førtidspension skal beskæres med over 4000 kroner. Så vil tre ydelser alle ligge på det samme niveau: Lidt over 13.500 kroner om måneden. DA vil desuden fjerne over halvdelen af de sociale ydelser.

Ifølge DA vil Danmark dermed kunne finde offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner og få 85.000 flere danskere til rådighed på arbejdsmarkedet.

DA har hentet inspiration i Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få flere end 200.000 personer væk fra overførselsindkomster.

- Det vil give et samfund med mere utryghed, et dårligere socialt sikkerhedsnet og over årene også lavere lønninger. Med mere social utryghed vil det være lettere for arbejdsgiverne at presse de laveste lønninger ned, siger Jesper Petersen.

Godt 800.000 danskere i den arbejdsdygtige alder lever af offentlige overførsler i stedet for en løncheck. Derfor har såvel blå som røde regeringer bestræbt sig på at få flere i arbejde.

Spørgsmål: - Er det er ikke problem, at så mange mennesker holdes udenfor fællesskabet på arbejdsmarkedet?

- Under denne regering er der 50.000 færre på overførselsindkomster, end da vi kom til. Det går den rigtige vej. Men løsningen på problemet er ikke at gøre syge mennesker fattigere, siger Jesper Petersen.

- Man skal stille rimelige krav, så folk skal stå til rådighed, hvis de vil modtage ydelser.

- Det eneste forfriskende ved DAs melding er ærlighed. Måske siger DA det, som Venstre egentlig mener. Jeg håber, at vi snart får at vide, om Venstre mener, at vi skal sætte kontanthjælp og sygedagpenge drastisk ned, siger Socialdemokraternes finansordfører.

Nu betaler det sig bedre at arbejde end under Lars Løkke Rasmussen som statsminister, mener han.

/ritzau/