S: Dagpengereformen er åndssvag

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

At 50.648 personer har mistet retten til dagpenge i løbet af de seneste to år viser, at dagpengesystemet - som det er strikket sammen i dag - er "åndssvagt".

Det siger Socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen.

- Jeg er meget enig i at 50.000 er et helt vildt tal, og det viser jo, at denne her dagpengereform, vi har, på ingen måde virker, og at det var en åndssvag hovsa-løsning, som den daværende regering og Dansk Folkeparti lavede tilbage i 2010, siger han.

Det sker med henvisning til, at det var den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti, der strikkede dagpengereformen sammen - en konstruktion, der blev omfavnet af de Radikale, der lagde stemmer til.

Venstrefløjen var imod, men da magten skiftede i 2011, var det Thorning-regeringen, der endte med at føre reformen ud i livet, dog med forskellige forsinkelser og ekstra ydelser til dem, der mistede dagpengene.

Og nu, hvor SF så har forladt regeringen, er partiets modstand mod reformen så tilbage. Og - for at gøre forvirringen total - er Dansk Folkeparti også blevet klar til justeringer i reformen.

Men det er for tidligt at komme med bud på, hvordan den "åndssvage" reform skal laves om, siger Socialdemokraterne:

- Jeg er enig med SF og Enhedslisten i, at vi skal have en permanent løsning. Det er også derfor, at vi vil lade dagpengekommissionen arbejde frem til efteråret, siger han.

- Så kan der forhåbentlig komme nogle gode bud på, hvordan man fremover kan skabe en permanent, langsigtet løsning, der kan skabe større tryghed omkring dagpengene, siger Leif Lahn Jensen.

Hos SF kalder man det "ubegribeligt", at Socialdemokraterne ikke vil omkalfatre dagpengesystemet nu, hvor Dansk Folkeparti er klar til ændringer. Det udgør nemlig et flertal, hævder partiformand Pia Olsen Dyhr.

Spørgsmål: Pia Olsen Dyhr, er vi enige om, at der kun er et flertal, hvis regeringen opløser sig selv eller de Radikale pludselig skifter holdning til spørgsmålet?

- Eller også skal regeringen flytte sig på dagpengene, og der er det på tide, at de Radikale flytter sig. Virkeligheden bør også gøre indtryk på dem, siger hun.

Spørgsmålet: Du husker vel selv fra din tid i regering, hvor svære de Radikale kan være at flytte på dagpengene?

- Statsministeren kaldte selv i sin nytårstale dagpengereformen for forkert. Og hvis det er holdningen fa regeringschefen, så må man jo lave den om, siger hun.

/ritzau/