S: Der er råd til mere end 0,6 procent

Skrevet af admin

14/06/2015

Dagens topnyheder

Hvis det står til Socialdemokratiet skal det offentlige forbrug stige med 0,6 procent hvert år frem til 2025. Men der er økonomisk råderum til det dobbelte, siger finansminister Bjarne Corydon (S).

- Ser man de tal, som Finansministeriet har lagt frem, så ligger vi lavere, end der egentlig er råd til, forklarer Bjarne Corydon.

Tallene fra Finansministeriet viser ifølge finansministeren, at der er økonomisk råderum, til at det offentlige forbrug kan stige med 1,2 procent frem imod 2025.

Han understreger, at Socialdemokraterne dog kun har tænkt sig at bruge halvdelen af det råderum.

- Det, vi har regnet ud, er, hvad man kan. Det, vi kommer med i udspillet, er det man bør. Det er for at optræde forsigtigt, siger Bjarne Corydon.

I udspillet "En god økonomi kommer ikke af sig selv" skriver Socialdemokraterne, at der frem mod 2025 vil komme 240.000 flere ældre. Det er den udfordring, som stigningen på 0,6 procent i det offentlige forbrug møder, mener Bjarne Corydon.

- Det dækker akkurat det demografiske pres. Det er sigtepunktet. Det betyder populært sagt, at vi kan få den velfærd, vi kender i dag, selvom der bliver flere ældre, siger han.

Ifølge statsministeren, Helle Thorning-Schmidt (S), er det vigtigt for Socialdemokraterne at have plads til "uforudsete udgifter".

- Vi vil netop ikke sige, at vi bruge alle de penge. Jeg tror, at det nemmeste havde været, at vi siger, vi vil bruge rub og stub. Men det vil vi ikke, siger hun.

- Af de 39 milliarder vi kan bruge frem i mod 2020, der har vi også lagt en sikkerhedsbuffer ind. Enhver der lægger sit budget, ved at der kommer uforudsete udgifter.

- Det var også derfor, at vi havde mulighed for at reagere på terrorangrebet i København. Det har de, der arbejder med nulvækst, ikke, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/