S: DF smider regeringsgrundlaget i skraldespanden

Skrevet af admin

21/04/2016

Mest læste i dag

Socialdemokraterne kalder Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahls, udmelding om, at Dansk Folkeparti ikke vil støtte skattelettelser i den nuværende valgperiode for "en bombe under statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans økonomiske politik".

- Hvis Dansk Folkeparti virkelig mener det her, så må det undre, hvorfor Dansk Folkeparti overhovedet holder hånden under statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det her er jo at kaste kronjuvelen i regeringsgrundlaget direkte i skraldespanden, siger Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

Selv om regeringen, Liberal Alliance og Konservative skulle finde penge, så skal de ikke bruges på skattelettelser, men på velfærd, lyder det fra DF-formanden, og det er Nicolai Wammen enig i.

- Det er positivt, at Dansk Folkeparti nu tilslutter sig, hvad Mette Frederiksen tidligere har sagt: der er ikke i den nuværende situation råd til at give nye skattelettelser, siger han.

- Vi mener, at hvis der bliver luft i økonomien, så skal pengene i stedet bruges til at investere i at udvikle vores velfærdssamfund.

Ifølge Dansk Folkeparti er det de stigende udgifter til flygtninge, der gør, at der ikke er penge til skattelettelser.

Kristian Thulesen Dahl bruger et nyt regnestykke fra Finansministeriet som begrundelse for at trække stikket til Lars Løkke Rasmussen valgløfte.

Regeringens prognose for, hvor meget befolkningen vokser frem til 2020, lyder nu på knap 100.000 personer på grund af flygtningestrømmen til Danmark.

Det betyder ifølge Finansministeriet, at de offentlige udgifter vil stige med 6,4 milliarder kroner i årene 2017 til 2020.

/ritzau/