S: Dybt kritisabelt at opstille tidligere Grimhøjtalsmand

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, tager skarpt afstand fra Alternativets beslutning om at opstille den tidligere talsmand for Grimhøjmoskéen Mohammad Sabah Ahmad som folketingskandidat:

- Det er dybt kritisabelt, og jeg må sige, at jeg også er forundret. Alternativet står ellers for mig som et parti, hvor der er tolerance og åbenhed, mens Grimhøjmoskéen står for det modsatte. Den står for intolerance, lukkethed og undertrykkelse.

- Jeg kan ikke se, hvordan det kan harmonere med de værdier, som Alternativet skulle repræsentere, siger Dan Jørgensen.

Spørgsmål: Hvad mener du partitoppen i Alternativet burde gøre i denne sag?

- Jeg skal ikke blande mig i, hvordan man leder et parti som Alternativet. Men det er klart, at det er vanskeligt at se, hvordan sådan en kandidat skal kunne stå for de værdier, som Alternativet siger, at de står for.

- Det er desværre med til at skabe et uklart billede af, hvad det egentligt er for et parti, siger Dan Jørgensen.

Spørgsmål: Alternativet peger på, at I skal have statsministerposten efter næste valg. Hvad siger opstillingen om det samarbejde, der venter?

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at sådan en linje, som den Mohammad Sabah Ahmad står for, kommer til at få indflydelse på Alternativets politik. Det vil jeg i hvert fald ikke håbe.

- Derfor opfordrer jeg også Uffe Elbæk og partiledelsen til at tage klar afstand fra en sådan kandidats holdninger, siger Dan Jørgensen.

Mohammad Sabah Ahmad var dog kun talsmand for Grimhøjmoskéen i tre dage tilbage i april 2014. Så stoppede han ifølge tv2.dk samarbejdet, da han ikke mente, at imamerne i moskeen var ærlige over for ham.

Mohammad Sabah Ahmad har senest været i medierne, da han efter TV2's meget omtalte dokumentarserie "Moskeerne bag sløret" udtalte, at klippene, hvor TV2 filmer med skjult kamera, ikke viste et retvisende billede af, hvad der skete i moskeerne.

Til tv2.dk uddyber Mohammad Sabah Ahmad, at han mener, at en imam eller en præst skal svare, hvad der står i de religiøse tekster i stedet for at fortolke på dem:

- Hvis en kvinde kommer og spørger en imam om, hvad straffen ifølge islam er for utroskab, så skal han naturligvis følge koranens ord. Ellers er han hykler.

- Jeg anerkender, at stening findes i islam, som jeg har valgt som min religion. Jeg kan hverken tilføje eller fjerne noget i islam. Men det er ikke det samme som at sige, at man går ind for stening af kvinder, siger han.

/ritzau/