S: Dybt problematisk at kontroversielle prædikanter gæster Danmark

De to prædikanter, som begge er kendt for deres skarpe udtalelser om, hvordan homoseksualitet strider mod islam, skal give deres syn på vigtigheden af Koranen.

Den socialdemokratiske socialordfører i Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen (S), mener, det er dybt problematisk at invitere så kontroversielle talere til landet. Særligt Al-Haddad har tidligere ytret sig nedværdigende om kvinder og jøder.

»Vi har haft kontroversielle muslimer, der vil henrette homoseksuelle og banke kvinder, og nu har vi én, som siger, at jøder er efterkommere af svin og aber og andre ting. Det er dybt problematisk, og man begynder at tro, at Islamisk Trossamfund faktisk deler de holdninger. Det er helt vanvittigt, og jeg er sikker på, at ingen danske partier ville invitere sådan nogle. Det er dybt bekymrende, og det medvirker til en radikalisering af unge muslimer, som vi for alt i verden skal undgå,« siger Lars Aslan Rasmussen til Berlingske Nyhedsbureau og henviser til, at Munida er ungdomsafdelingen af Islamisk Trossamfund.

Én gang tidligere har Al-Haddad gæstet Danmark. Det var i 2011, da han ligeledes blev inviteret til at tale på en konference, som Munida og Islamisk Trossamfund stod bag. Dengang blev det kritiseret fra flere sider, at man inviterede en så kontroversiel og intolerant taler til landet.

»De har lavet det her nummer rigtig mange gange, og de er ansvarlige for, hvis der sker danske jøder eller danske homoseksuelle noget. De er de mest udsatte grupper for hate crimes, og når Islamisk Trossamfund gentagne gange inviterer folk, der vil henrette homoseksuelle og kalder jøder for svin, eller hvad de nu finder på, så er de ansvarlige. Så jeg vil have en garanti for, at når de låner offentlige lokaler, så udtaler disse imamer hverken noget grimt om jøder eller homoseksuelle. Det må kulturborgmesteren sørge for,« siger Lars Aslan Rasmussen og understreger, at han helst så, at de to kontroversielle talere slet ikke kom ind i Danmark, ligesom man har afvist dem for eksempel i Australien.

Dagens Gossip

Dagens TV