S: Dybt ulykkeligt at mange mister dagpengene

Det er dybt ulykkeligt, at 16.200 ledige har mistet retten til dagpenge i årets første fire måneder.

Det siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen, som alligevel ikke er parat til at garantere ny hjælp til de udfaldne dagpengemodtagere, når regeringens akutpakker og andre midlertidige ordninger udløber 1. juli.

- Det er jo dybt ulykkeligt, at så mange falder ud. Det er også derfor, at vi hele tiden holder øje med udviklingen og justerer tallene. Og det er også derfor, at vi gør alt det, vi gør.

Spørgsmål: Men kan de udfaldne dagpengemodtagere regne med, at der kommer nye tiltag efter 1. juli, som sikrer dem forsørgelse?

- Jeg kan overhovedet ikke garantere noget som helst. Nu afventer vi det her møde mellem Enhedslisten og regeringen, hvor vi skal evaluere tiltagene, og så må vi se.

- Men en ting, man kan regne med, er, at vi følger nøje udviklingen, og indtil nu har vi jo vist, at vi ikke bare har lænet os tilbage og ladet stå til, siger Leif Lahn Jensen.

Han peger på, at regeringen foruden akutpakkerne både har lavet en vækstplan for at skabe private arbejdspladser, skruet op for de offentlige investeringer og brugt flere penge på uddannelse.

Men trods tiltagene viser en ny opgørelse fra a-kasserne og AK-Samvirke, at 3400 ledige mistede retten til dagpenge i april. Samlet har 16.200 opbrugt deres dagpenge i årets første fire måneder.

Fagbevægelsen, Enhedslisten og kritiske røster i regeringspartiernes bagland kræver handling, men foreløbigt vil regeringen og Socialdemokraterne kun love, at de mødes med Enhedslisten inden sommerferien for at evaluere dagpengeindsatsen.

Muligheden for at gøre mere besværliggøres også af den økonomiske lavvande i statskassen, mener Leif Lahn Jensen.

- Spørgsmålet er, hvad vi har brug for, men spørgsmålet er selvfølgelig også, hvad vi har råd til. Alt det vi har gjort har jo kostet rigtig mange penge. Og vi kan jo ikke bare bruge løs af penge, når vi ikke har nogen.

- Men nu må vi jo se, hvad der har virket af det her, og så må vi følge nøje med og lave de indsatser, vi har råd til og mulighed for. Det er også det, vi har gjort indtil nu, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip