S efterlyser konkrete udspil fra Løkke

Det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), efter at Lars Løkke i lørdagens Berlingske siger, at der er behov for flere reformer.

»Det er temmelig sjældent, man ser Lars Løkke i den offentlige debat med store planer. Det er mest noget om taktik og billige sodavand. Nu kommer han så med noget, der er velforberedt, og det er tankevækkende, at han er så ukonkret. Der er ikke et eneste konkret forslag ud over at sige ordet reformer,« siger Magnus Heunicke til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det ville være godt, hvis han kom med nogle konkrete ting. Hvad er det, han vil? Er det nedskæringer og nulvækst? Eller er det, som jeg også vil, reformer, der skal sikre velfærd og ny vækst i Danmark,« siger han.

Lars Løkke Rasmussen vil i Berlingske ikke fremlægge konkrete planer for sine reformvisioner, men peger på skattetrykket, beskæftigelsesindsatsen, udviklingsbistanden og hele den offentlige sektor som områder, der trænger til at blive reformeret.

»Mange af dem er vi sådan set i gang med. Blandt andet med den offentlige sektor, hvor vi har Carsten Koch (tidligere socialdemokratisk skatteminister, red.) siddende til at komme med ideer til, hvordan vi får mest for pengene. Og så mener jeg, at Løkke overser hele folkeskolen, som regeringen har spillet ud med og er i gang med at forhandle om,« siger Magnus Heunicke.

Han understreger, at Socialdemokraterne som udgangspunkt er godt tilfredse med Lars Løkkes udmelding om behovet for flere reformer.

»Den tager jeg sådan set imod, for regeringen er en reformregering. Vi socialdemokrater mener, at vi skal forbedre samfundet gennem forandring, det vil sige reformer. Det handler bare om hvilke reformer. Vi vil reformere for at få vækst og velfærd, mens Løkke er meget ukonkret. Indtil videre har vi kun hørt ord om nulvækst og nedskæringer fra ham,« siger Magnus Heunicke.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) erklærer sig »fuldstændig enig« med Lars Løkke i, at der fortsat skal reformeres, mens SF opfordrer til at slå koldt vandt i blodet.

Enhedslisten er skeptisk.

»I Venstre plejer reformer at betyde, at man forringer velfærden. Derfor synes jeg, at Vestager skal fortælle danskerne præcist, hvilke af Lars Løkkes ideer hun har lyst til at gennemføre,« siger Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til Berlingske.

Dagens Gossip

Dagens TV