S er åben over for bulldozere på motorvejene efter uheld

Skrevet af admin

23/05/2016

Mest læste i dag

Samfundet taber masser af penge, når folk sidder inaktive og venter i deres biler på motorvejene.

Derfor kan det være en god idé at indsætte bulldozere på motorvejene, så de kan rydde op efter uheld. Det mener transportordfører Rasmus Prehn (S).

Forslaget om bulldozere kommer fra Dansk Industri i Jyllands-Posten. DI mener, at det trafikale kaos på motorvejene er så slemt, at bulldozere, der rydder op efter havarerede lastbiler og ødelagte personbiler, kan være vejen frem til mindre kaos.

- Man kan holde i kø meget lang tid på motorvejen, og det taber hele samfundet penge på. Så jeg synes, at det er en meget konstruktiv idé, som man har gode erfaringer med fra andre lande.

- Sikkerheds- og forsikringsmæssigt skal vi lige undersøge det yderligere. Men det kan være en lavpraktisk måde at løse et stort problem på, siger Rasmus Prehn.

Og sommetider må det gå ud over politiets arbejde, da det er bedre for hele samfundet, hvis vejene bliver ryddet hurtigt, mener han.

- Hvis tusindvis af mennesker skal holde og vente, kan det samfundsmæssigt være relevant at få ryddet vejene, så folk kan komme videre, og så må man leve med, at det kan være lidt sværere at bevise et eller andet.

- Folk skal ikke sidde unødigt og vente i trafikken.

Også hos Venstre er man positiv over for forslaget. Transportminister Hans Christian Schmidt siger i Jyllands-Posten god for at undersøge det nærmere.

Og i et opslag på Facebook skriver Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, at han også er positiv.

- Det koster samfundet rigtig mange penge, når det tager for lang tid at rydde vejen efter et trafikuheld. I første omgang skal der ubetinget reddes menneskeliv. Derefter skal man hurtigt doze havarerede køretøjer væk fra vejbanen.

- Også selv om det giver materiel skade på køretøj eller eventuel last, lyder det blandt andet.

Det trafikale kaos på motorvejene betyder, at stadigt flere vognmænd og lastbilchauffører opgiver at køre på motorvejene på grund af bilkøerne og i stedet trækker ud på de mindre veje, fortæller flere vognmænd til Jyllands-Posten.

Hos transport- og logistikfirmaet DSV kan de dog ikke genkende tendensen, men mener, det er vigtigt, at motorvejsnettet er så åbent som muligt, lyder det.

/ritzau/