S: EU-indsats mod farlige stoffer er dybt skuffende

Skrevet af admin

15/06/2016

Mest læste i dag

Hvad med alle de hormonforstyrrende stoffer i cremer, kosmetik, fødevareemballage og møbler?

Sådan spørger EU-parlamentsmedlem for Socialdemokraterne Christel Schaldemose, efter at EU-Kommissionen har fremlagt de videnskabelige kriterier for hormonforstyrrende stoffer i biocider og pesticider.

Christel Schaldemose er skuffet over, at kommissionen efter mere end to års forsinkelse udelukkende fremlægger kriterier for de hormonforstyrrende stoffer, som findes i insektmidler og plantebeskyttelse.

- Hvis vi sammenligner det med et maraton, vil udspillet svare til, at kommissionen kun lige har bundet løbeskoene. Den er kun ved at nærme sig starten og er desværre utrolig langt fra målstregen. Det er simpelthen dybt skuffende, siger Christel Schaldemose.

Forskere mistænker blandt andet de hormonforstyrrende stoffer for at gøre skade på børns hjerner, nedsætte frugtbarheden og misdanne drenges kønsorganer.

Ifølge EU-lovgivning skal alle produkter, som indeholder de farlige stoffer, tages af de europæiske butikkers hylder, men der har manglet en fælles definition af stofferne.

- Regler for hormonforstyrrende stoffer er et område, hvor EU kunne levere betydningsfulde resultater for borgerne, siger Christel Schaldemose.

- I stedet har kommissionen sat barren så lavt, at jeg har svært ved at se, hvordan vi reelt har rykket os, og hvordan vi reelt beskytter borgerne mod disse bekymrende stoffer, når tiltaget kun kommer til at gælde pesticider og biocider.

Kommissionen skulle allerede inden udgangen af 2013 have fremlagt de videnskabelige kriterier. Men processen blev bremset af industrilobbyen, som har ført en intens kampagne for at forhindre en fælles EU-regulering.

Kommissionen lægger vægt på, at de nye kriterier udelukkende bygger på forskning, og at de er baseret på Verdenssundhedsorganisationens (WHO) kriterier for hormonforstyrrende stoffer.

/ritzau/