S: Falske flygtninge begrunder vores terrorudspil

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Norsk erfaring med terrorister, der udgiver sig for at være kvoteflygtninge, er endnu en årsag til, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, skal have flere midler.

Det mener socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, der bruger historien fra Norge til at tale for sit partis terrorpakke "Et stærkt værn mod terror".

- Jeg synes faktisk, det understreger, hvorfor vi mener, det er nødvendigt at give politiet og PET nye redskaber, siger hun til Ritzau.

Trine Bramsen vil dog ikke gå ind på, om PET skal foretage opsøgende rejser til Mellemøsten for at rådgive de danske udlændingemyndigheders lokale afdelinger.

Det var ellers sådan, den norske efterretningstjeneste afslørede terroristerne.

Hun understreger dog, at regeringen har lyttet nøje til ønskerne fra PET i sit udspil:

- Det er klart, at jeg lytter meget nøje til de anbefalinger, PET kommer med, og de er også afspejlet i vores udspil, der indeholder en række nye beføjelser til PET, siger hun.

Hos Dansk Folkeparti mener man, at det er den øgede mængde af asylansøgere, der skal nedbringes, for at man mest effektivt kan screene asylansøgerne og tjekke, at de rent faktisk er flygtninge.

Socialdemokratiet vil også screene asylansøgerne, men mener, at Dansk Folkeparti går for langt ved at tale om nedbringelse af antallet af asylansøgere.

- Det kan ikke komme bag på nogen, at DF tager de mennesker, der flygter fra eksempelvis Syrien og helt reelle trusler, som gidsel i den her sag.

I dagens udgave af Kristeligt Dagblad er det blevet vurderet af flere forskere, at der er en risiko for, at personer med tilknytning til ekstremistiske organisationer som Islamisk Stat lykkes med at smutte igennem sikkerhedsforanstaltningerne - også i Danmark.

/ritzau/