S-formand smækker med døren i protest mod S-top

Det er regeringens beslutning om at droppe kvoter for antallet af kvinder i bestyrelser, droppe et forbud mod købesex og senest beslutningen om at opgive den øremærkede barsel til fædre, der får Marianne Bruun til at forlade formandsposten.

»Jeg trækker mig fra udvalget i frustration over ledelsens kovending. Nu giver vi os god tid til at finde en afløser,« siger hun til Politiken. Hun oplyser, at hun ikke ønsker at sige yderligere, før hun har mødt hovedbestyrelsen.

Folketingsmedlem Mogens Jensen (S), der er en af Socialdemokraternes næstformænd, beklager Marianne Bruuns afgang.

»Marianne har gjort en kæmpe indsats i partiet for ligestilling gennem en årrække. Men det er hendes valg, og det kan vi kun tage til efterretning,« siger han til Politiken og uddyber:

»Det er jo altid sådan i et politisk parti, at man selvfølgelig kæmper for sine synspunkter, og nogle gange kan det lykkes at få sine synspunkter igennem, og andre gange lykkes det ikke. Det, tror jeg, er den virkelighed, man må leve med, når man er med i et politisk parti. Man kan ikke få alt det, man gerne vil have, og så må man jo tage det et skridt ad gangen«.

Dagens Gossip