S forsikrer om at togfond vil skabe flere arbejdspladser

Det siger Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen (S), der tværtimod mener, at der vil komme flere stillinger i oliebranchen og til arbejdet med det nye jernbanenet.

»Den samlede effekt af togfonden vil skabe mange nye arbejderpladser,« siger Thomas Jensen.

De Konservative kritiserer Togfonden DKs finansieringsmodel, hvor de 28,5 milliarder kroner frem mod 2042 skal findes ved højere beskatninger af de olie- og gasselskaber, der arbejder i Nordsøen. I stedet mener de Konservative, at pengene skal findes ved færre afgifter og dermed vækst i erhvervsbranchen.

»Det kan ikke undre nogen, at Mike Legarth (K) og Venstre taler de internationale olieselskabers sag,« siger Thomas Jensen.

Thomas Jensen afviser de Konservatives påstand om, at de forhøjede skatter vil få olie- og gasselskaber til at flygte fra den danske undergrundsolie.

»Det vil stadig være en rigtig, rigtig god forretning for olieselskaberne at tage vores naturressourcer op af Nordsøen,« siger Thomas Jensen.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) mener også, at forhøjede skatterne, så alle oliefirmaer i Nordsøen betaler lige meget, er en god idé.

»Jeg synes ikke, det er urimeligt. Det, vi gør her, det er, at vi harmonerer beskatningen i Nordsøen, sådan at alle de selskaber, der borer efter olie, får den samme beskatning. Det, synes jeg, er mest fair,« siger Holger K. Nielsen til TV 2 News.

Skatteministeren tror heller ikke på, at Danmark vil miste arbejdspladser som følge af aftalen om Togfonden DK.

»Vores vurdering er, at der stadigvæk vil være interesse for at efterforske i den danske undergrund, og at det derfor er attraktivt at operere der til glæde for danske job og for det danske samfund,« siger Holger K. Nielsen.

Dagens Gossip