S: Forventningspresset afholder mænd fra barsel

Ifølge Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff (S), viser rapporten desuden, at der er en række barrierer på arbejdsmarkedet, der afholder mændene fra at holde forældreorlov.

»Mange nybagte fædre oplever langt hen ad vejen, at der kan være et forventningspres enten fra arbejdsgivere eller kolleger om, at de ikke behøver at holde forældreorlov. Det gør, at rigtig mange afholder sig fra det. Hvis mændene skal have mulighed for at tage orlov, skal de have deres egne barselsrettigheder,« siger han.

Danmark skiller sig ud, fordi det kun er de første 14 dage efter fødslen, den nybagte far har reserveret til den lille, mens loven i Norge, Sverige, Island og Finland giver en større del af barslen til fædrene. »Fædrekvoterne« betyder, at hvis ikke mændene tager den afsatte tid, bortfalder barslen. Dermed legitimerer loven, at mænd går hjemme hos barnet i en længere periode frem for at være på arbejde, vurderer projektlederen på SFI-rapporten, Helle Holt.

»Jeg tror, det er en rigtig vigtig faktor, at man mister barslen, hvis ikke manden udnytter den. Det bliver en »rettighed« til far, som er eksklusivt til ham, og det gør, at de forhandlinger, man skal have som mand på sin arbejdsplads og i familien, bliver noget nemmere,« siger hun.

I Venstre mener man, at barselsfordelingen er noget, familierne selv skal afgøre.

»Vi har i dag en meget fleksibel barselsordning. En øremærkning til fædre vil helt klart være en forringelse,« siger ligestillingsordfører Fatma Øktem (V).

»Det er ikke en overraskelse, at antallet af mænd, der tager barsel, stiger, hvis man øremærker den. Men derudover er der ikke noget, der peger på, at det har en effekt på ligestillingen andre områder,« siger hun.

Venstre bakkes op af de Konservative, der frygter, at forældrepar vil skære noget af barslen væk frem for at lade far blive hjemme.

»Hvis man fjerner fleksibiliteten, kan man komme til at tage muligheden for den fulde barsel væk,« siger den konservative familieordfører, Benedikte Kiær (K).

Hun forventer, tendensen vil slå igennem i Danmark selv uden en lovændring.

»Jeg tror, at vi i de kommende år kommer til at se en tendens, hvor fædrene tager mere og mere barsel. Det vil ske helt naturligt. Derfor synes jeg, det er en dårlig idé at begynde at gribe ind og diktere,« siger hun.

Rapporten understreger, at det er vigtigt, at faren selv kan bestemme, hvornår han lægger barselsperioden. Ligeledes viser erfaringerne fra de nordiske lande, at økonomien har betydning. Bliver mændene kompenseret for den løn, de går glip af, mens de går hjemme, vælger flere barslen til.

Regeringen kommer ifølge Rasmus Horn Langhoff inden længe med et udspil, der skal sikre bedre muligheder for, at fædrene får mere tid sammen med deres børn.

Dagens Gossip