S freder erhvervslivet for nye afgifter

Det understregede den socialdemokratiske finansordfører, Jesper Petersen (S), i flere omgange fra Folketingets talerstol under tirsdagens finanslovdebat, hvor især Venstre på vegne af erhvervslivet søgte svar.

Først Jacob Jensen (V), der er en af Venstres repræsentanter i Folketingets Finansudvalg.

»Vil der i den kommende finanslov være flere skatter og afgifter til de danske virksomheder,« spurgte han.

»Regeringen har ingen planer om at øge skattebyrden for virksomhederne,« svarede Jesper Petersen.

Men det var ikke godt nok for skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V), som langede ud efter regeringen for at komme med et lignende løfte to gange tidligere for kort efter at gøre det modsatte, nemlig pålægge virksomhederne nye skatter og afgifter.

»Kan man så regne med, at tredje gang er lykkens gang med løftet om, at der ikke kommer flere afgifter til virksomhederne,« spurgte han.

»Vi vil ikke øge beskatningen for virksomheder. Det har jeg sagt før, og jeg kan sige det lige så mange gange, som medlemmer af Venstre vil have et svar,« sagde Jesper Petersen.

Torsten Schack Pedersen pointerede, at Danmark er dumpet ned på en 15. plads på World Economics Forums indeks over, hvor konkurrencedygtige de enkelte nationer er, og at der skal gøres noget for at komme længere op på listen igen.

Jesper Petersen understregede, at regeringen allerede gør meget for at øge konkurrencedygtigheden og opfordrede Venstre til i det hele taget at tage mere realistiske briller på, inden de kommer til finanslovforhandlinger med regeringen.

»Jeg vil gerne komme med et venligt ment råd. Det er en god idé at finde finansiering. Der er ikke de penge, som Venstre siger, at der er,« sagde den socialdemokratiske finansordfører.

Dagens Gossip

Dagens TV