S: Gassen bliver i Tyrafeltet og kan hentes op senere

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokratiet fortvivler ikke, fordi Mærsk overvejer at lukke Tyrafeltet, det klart største i den danske del af Nordsøen, i 2018. Gassen bliver liggende i undergrunden til bedre tider.

Det påpeger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelchrecht, efter Mærsks meddelelse mandag på vegne af Dansk Undergrunds Consortium med Mærsk, Shell, Nordsøfonden og Chevron.

- Markedet bestemmer, om det kan betale sig at hente olie og gas op fra Nordsøen. Det er ikke sådan, at de reserver så forsvinder. De vil på et senere tidspunkt, når markedet er til det, kunne hentes op, siger Benny Engelbrecht.

Regeringen må indregne mindre indtægter fra olie og gas i sin 2025-plan med Danmarks økonomiske udsigt i næste tiår, mener han.

Socialdemokratiets finansordfører ser intet skræmmescenarie, fordi 00'ernes milliardindtægter fra olie og gas til statskassen nu erstattes af mangel og dyre indkøb af energi.

- Man kan glæde sig over, at Danmark er blevet mindre afhængig af fossile brændstoffer. Det understreger det kloge i at have lavet grønne investeringer i Danmark, siger Benny Engelbrecht.

- Men vore ressourcer ude i Nordsøen forsvinder ikke, blot fordi de ikke hentes op.

Spørgsmål: - Øger det ikke presset på politikerne for flere reformer, når der ikke kommer indtægter fra olie og gas?

- Man skal altid holde sig for øje, at der er færre ressourcer, når der er færre indtægter fra olie og gas. Når vi ser frem mod 2025, er det meget svært at se, at der er plads til de topskattelettelser, som regeringen har talt meget for, mener Benny Engelbrecht.

Spørgsmål: - Og der er heller ikke penge til SR-regeringens togplan?

- Vi vil se, hvordan der er plads til investeringer, når der fremlægges en 2025-plan, siger Benny Engelbrecht.

/ritzau/