S: God ide at bruge organer fra hjertedøde

Det er svært at finde nok organer til personer, som måske står og mangler et nyt hjerte eller en ny lever.

Derfor er det en god idé, at de danske læger i fremtiden kan begynde at udtage organer fra donorer, der er døde efter hjertestop.

Det siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) om den handlingsplan, som regeringen ifølge Jyllands-Posten har vedtaget med Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten.

- Udfordringen er, at vi har for få organer, som bliver doneret, i forhold til det danske behov.

- Vi har så haft en arbejdsgruppe til at komme med en række anbefalinger på det her område, siger sundhedsordføreren.

Det var i januar sidste år, at en arbejdsgruppe, som Sundhedsstyrelsen har ledet, fremlagde en række anbefalinger til en handlingsplan for at få flere organdonorer.

Under punktet for transplantation af organer fra hjertedøde donorer anbefalede arbejdsgruppen, "at transplantationscentrene for nuværende ikke generelt iværksætter initiativer med henblik på at transplantere organer fra hjertedøde donorer."

- Men at transplantationer med lunger fra hjertedøde donorer kan overvejes, såfremt den teknologiske udvikling giver nye muligheder for at anvende lunger, som har været uden ilttilførsel og uden nedkøling i en længere periode efter, at dødens indtræden er konstateret, lød det dengang fra arbejdsgruppen.

Ifølge Flemming Møller Mortensen er der blandt andet blevet lyttet til en anbefaling om at udnytte de mulige donorer, der er, bedre end i dag.

Hos De Konservative, som fra starten har stået uden for handlingsplanen, er der skepsis ved handlingsplanen, fordi der udtages organer efter et kriterium om hjertedød.

I dag bliver der kun udtaget organer fra donorer, der er erklæret hjernedøde og ligger i respirator.

- Når man er hjernedød, så er der ingen aktivitet tilbage. Der bliver hjertedødskriteriet et mere svævende spørgsmål, siger Mai Mercado, tidligere sundhedsordfører og nuværende politisk ordfører for De Konservative.

/ritzau/

Dagens Gossip