S gransker Støjbergs stramninger for uklarheder

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Hvad er det præcis, politiet fremover skal kunne tage fra flygtninge, der kommer hertil?

Det spørgsmål får man ikke helt klart svar på i regeringens lovforslag, lød meldingen søndag fra socialdemokraten Mette Gjerskov. Mandag åbner også hendes partifælle udlændinge- og integrationsordfører Dan Jørgensen (S) for, at lovforslaget måske skal præcises.

- Jeg læser ikke forslaget som om, at man skal tage personlige ejendele af begrænset værdi fra folk. Jeg læser forslaget som om, at man ikke må have større værdier, hvis man modtager offentlig hjælp – det gælder også for danskere, siger han til Ritzau.

- Vi skal granske forslaget nu, og så tager vi stilling til det.

Spørgsmål: Men er du enig i, at lovforslaget overlader for meget til fortolkning?

- Det må vi se på, når det kommer i udvalgsbehandling - om der er nogle formuleringer, der skal strammes op, svarer Dan Jørgensen.

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, får politiet lov til at inddrage rede penge og værdigenstande fra flygtninge og migranter.

Flygtninge får som udgangspunkt lov til at beholde vielsesringe og andre ejendele med affektionsværdi. Dog ikke hvis genstandene er så værdifulde, at det "ikke findes rimeligt at undtage dem fra beslaglæggelse", som det hedder i lovforslaget.

De beslaglagte midler skal gå til at betale for udlændingenes ophold i Danmark. Og det er kun rimeligt, mener Dan Jørgensen. Han understreger samtidig, at Socialdemokraterne også er helt enig med regeringen i, at der er behov for stramninger.

Men regeringen kan ikke vide sig fuldstændig sikker på socialdemokratiske stemmer til samtlige stramninger, der forventes gennemført i det nye år.

- Vi er selvfølgelig i gang med at gennemgå dem, for det kan sagtens være, at der er noget, der kan gøres smartere, bedre og mere hensigtsmæssigt. Men grundlæggende er vi enige i, at der er behov for stramninger, og mange af Støjbergs forslag er noget, vi selv først pegede på, siger Dan Jørgensen og tilføjer:

- Der er ikke store ting, som vi overhovedet ikke kan se os selv i. Det er klart, at nu går vi i gang med udvalgsbehandlingen, og det er ikke sikkert, at vi tager alting for gode varer ord for ord.

Stramninger er i Dan Jørgensens optik nødvendige for at bremse flygtningestrømmen, så integrationsindsatsen ude i kommunerne kan følge med.

/ritzau/