S: Gratis psykologtimer på krisecentre skal gøres permanent

Skrevet af admin

26/04/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokratiet vil gøre forsøgsordning med fire timers gratis psykologhjælp til kvinder på landets krisecentre permanent.

1. januar 2016 stoppede en forsøgsordning finansieret af satspuljemidler, som gav kvinder på krisecentre et tilbud om at få op til fire gratis psykologtimer.

Hos Socialdemokratiet vækker det ærgrelse, at ordningen ikke blev forlænget. Ifølge ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff (S), skal man nu se på, om ordningen i stedet kan fortsætte som en permanent løsning.

- Jeg mener, vi skal finde en måde, hvor vi kan gøre denne ordning permanent. Vi startede projektet i sin tid for at få undersøgt, om det her kunne hjælpe kvinderne.

- Det har vist sig, at det kan det, og derfor taler alt for, at vi gør denne ordning permanent, siger Rasmus Horn Langhoff (S).

Evalueringen af forsøgsordningen fra Socialstyrelsen har konkluderet, at psykologsamtalerne er et vigtigt tilbud til kvinderne.

Den positive evaluering har også fået Dansk Folkeparti til at kigge på, om ordningen kan fortsætte, oplyser socialordfører Karin Nødgaard (DF).

- Vi er meget villige til at se på, hvordan man kan få lavet en model, så vi kan få støtte til de her meget sårbare kvinder til de næste satspuljeforhandlinger.

- Vi skal yde en indsats for at se, om kommunerne kan være til at medfinansiere ordningen, siger hun.

I en skriftlig kommentar til Information påpeger Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann (V), at voldsramte kvinder kan få tilskud til psykologhjælp, når de har fået en henvisning fra egen læge.

Men det kan være svært, når kvinderne selv skal betale noget af psykologernes timepris, mener socialordfører Trine Torp (SF), der ligeledes ønsker en permanent ordning på krisecentrene.

- Der er stadig en ret stor egenbetaling på psykologhjælp, og for kvinder i en meget usikker økonomisk situation kan det formentlig betyde, at de ikke vil bruge psykologordningen, siger hun.

Ordningen med fire gratis psykologtimer blev finansieret af satspuljemidler og startede tilbage i 2012, hvor man afsatte 16 millioner kroner til ordningen, der kun skulle løbe over to år, men endte med at blive forlænget til udgangen af 2015.

Ifølge Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK, har lidt over en tredjedel af alle kvinder på krisecentrene benyttet sig af tilbuddet.

/ritzau/