S: Ingen dansk imam-uddannelse uden kvinder på studiet

Skrevet af admin

21/10/2013

Dagens topnyheder

Hvis der skal uddannes imamer på et dansk universitet, så er det en forudsætning, at kvinder også har adgang til uddannelsen. Sådan lyder det fra Mette Reissmann, forskningsordfører for Socialdemokraterne.

- Der er lige adgang for alle uanset køn på de danske uddannelsessteder, og det skal der fortsat være, siger hun.

Ifølge Kristeligt Dagblad er der politisk flertal for en dansk imam-uddannelse, der eksempelvis kan placeres sammen med de teologiske uddannelser.

Regeringspartierne samt Liberal Alliance og Enhedslisten støtter ideen om en imam-uddannelse, der kan være med til at dæmme op for rabiate imamer.

Men Thomas Hoffmann ph.d. og professor ved Det Teologiske Fakultet, vurderer over for Kristeligt Dagblad, at der er flere problemer i forbindelse med en sådan uddannelse. For eksempel spørgsmålet om kvindelige imamer.

Socialdemokraternes forskningsordfører understreger, at ligestilling på uddannelsen er en selvfølge.

- Vi forestiller os, at uddannelsen skulle ligge på det teologiske studie, så det bliver en toleddet uddannelse i islam, og man først læser på universitetet og derefter sidenhen bliver imam.

- Det er heller ikke alle teologer, der bliver præster, ligesom det ikke er alle præster, der er teologer, siger Mette Reissmann.

Også SF's forskningsordfører Jonas Dahl støtter en dansk imam-uddannelse.

- I sidste ende er det jo universiteterne, der laver adgangsbegrænsningerne. Men jeg har da meget svært ved at forestille mig, at man laver en adgangsbegrænsning, der går på køn. Begrænsningen skal selvfølgelig gå på de faglige kvalifikationer, siger han.

- Jeg er mest optaget af, at det faglige indhold skal være på plads, tilføjer han.

Forslaget om en dansk imam-uddannelse kommer fra domprovst i København og formand for Danske Kirkers Råd Anders Gadegaard. Det får ifølge Kristeligt Dagblad også opbakning fra teologiuddannelsen i København og flere muslimske organisationer.